Restauranten af DanBoyII (oversat af Hanne) June demonstrerer forbløffende styrke - en sand historie! Selvom historien er skrevet i første person, er det ikke DanBoy selv, der har oplevet det selv; men derimod John, som er en af hans venner! ----- Det var et lille lidt beskidt spisested; men det lå tæt på hvor jeg boede og tæt på Handelshøjskolen hvor jeg læste. Jeg var 22 år gammel, ca. 175 cm. høj og vejede 75 kg - jeg spillede en del håndbold og mine kilo var velfordelt over hele kroppen, langt det meste af det var muskler fra min sport. Jeg synes selv, jeg var (og er) en pæn fyr! En af de lidt ældre serviticer, hun hedder June og er sidst i trediverne med et flot rødligt hår med lyse gnister. Hun var ca. 166 cm høj med en meget pæn lille fast figur - hun kunne ikke veje mere end 55 kg. Hun var altid meget smilende og imødekommende og altid klar til en god sund snak; jeg vidste hun var fraskilt med to hjemmeboende teenagebørn: En dreng på 15 og en pige på 13. Jeg sad ofte for enden af baren og nød min kaffe mens jeg læste avisen. Indimellem stillede June sig op bag mig og masserede mine skuldre og nakke; mens vi drillede hinanden eller snakkede om verdenssituationen... Hvis der ikke lage var andre tilstede kun drillerierne godt udvikle sig lidt mere fysisk. June startede som regel med at massere mig lidt ekstra hårdt, jeg lod som om det gjorde ondt og forsøgte at gribe fat om hendes ben for at få hende ud af balance, så jeg kunne sætte hende op på skødet af mig. Det lykkedes aldrig, hun dansede altid hurtigt rundt så jeg ikke kunne nå hende. En dag mødtes vi tilfældigt i forgangen og gav hinanden et knus og jeg drillede hende lidt med hendes hår der var sat lidt anderledes end normalt. Hun skubbede mig drillende i brystet og vi grab hinandens arme og begyndte at skubbe lidt til hinanden for sjov. Jeg besluttede så at jeg ville bøje hende bagover for at give hende et lille kindkys - men til min store overraskelse skete der ikke rigtig noget. Jeg forsøgte igen og igen; men der skete ikke rigtig noget - vi blev ved med at stå og vride hinandens arme. June var hurtig og smart! Hun begyndte at smågrine lidt og det var tydeligt for mig, at hun kun afværgede mine forsøg på at overmande hende. Men så var det Junes tur til at gå i offensiven, hun tog mit håndled i et meget fast greb, der tydeligt fortalte at denne kvinde var særdeles stærk! Vore øjne mødtes uden vi sagde et ord; men meningen var klar for os begge: June demonstrerede sin sande styrke, og vi vidste begge at jeg tydeligt kunne mærke det. Hun tog mit andet håndled med det samme og skubbede mig baglæns med mine arme spredt ud til begge sider, indtil jeg bumpede ind i væggen. Jeg regnede med jeg lige kunne svinge hende rundt og slange mig ud af hendes greb; men alt hvad jeg kunne var at bevæge mine arme en lille smule op og ned ad væggen, indtil June holdt dem helt fast. Det gik op for mig, at jeg overhovedet ikke kunne bryde hendes greb, så der stod jeg overmandet af en lille pæn kvinde og fuldstændig ude af kontrol. Jeg var utrolig flov over dette og fuldstændig ubevidst om at jeg var blevet meget ophidset over vores lille kamp. Hun kunne umuligt undgå at lægge mærke til det, for hun havde sin hårde krop presset ind imod mig og kunne derfor ikke undgå at mærke mit stive lem mod sin egen hårde mave. Jeg kiggede ned og kunne se hendes ene ben planted lidt foran hende for at holde mig på plads - benet var tydeligt markeret med pæne runde muskler som en dansers eller en sprinter klar til at gå i startblokken. Hun kikkede op på mig med et velvidende smil. "Jeg har dig, skatter", sagde hun blødt mens hun klemte endnu hårdere til om mine håndled for ligesom at underbygge sine ord. "Jeg er faktisk meget stærk, synes du ikk'? Giver du op?" Jeg var lidt forvirret og dog samtidigt ophidset og pinlig berørt. Jeg vidste jeg ikke kunne komme fri; men prøvede alligevl alt hvad jeg kunne. Al min styrke forsvandt ligeså stille, June synes bare at blive stærkere og stærkere. Jeg blev pludselig nervøs for at der skulle komme nogen ind og se os. "Jeg gi'r mig, jeg gi'r mig" sagde jeg lidt drenget. "Du har mig!" June grinte lidt og lod mine arme fri. Men inden jeg vidste af det, slyngede hun armene omkring mig og løftede mig op fra gulvet. Sikke en følelse - jeg var helt elektrisk! Idet min kropsvægt forsvandt fra mine ben følte jeg mig helt vægtløs, mens denne stærke kvinde løftede mig i sine arme. Hun bar mig nemt de 10-15 skridt hen til døren til herretoilettet. Det tog kun et par sekunder men jeg var helt rundt på gulvet over det der skete - halvdelen af mig var pinlig berørt over det, den anden halvdel af mig ønskede at blive hængende i hendes arme forevigt. Jeg lod mine hænder vandre ned over hendes skuldre og overarme, som normalt var dækket af hendes løstsiddende uniform - men jeg kunne føle hendes stål-hårde overarme under stoffet, jeg havde aldrig mærket noget lignende før! Hun satte mig ned med et smil, tog et par skridt tilbage og skubbede ærmerne op over skuldrene. Så viste hun mig sine overarme med en imponerende "double bicep" posering, mens hun sendte mig et stort smil, og forslog at jeg gik ind på herretoilettet og forfriskede mig lidt. Det lykkedes mig at mumle: " For pokker, hvor er du stærk", inden jeg tumlede ind på herretoilettet